A-kasse priser - A-kassefinder
Vi gør det nemt og hurtigt at finde den helt rigtige a-kasse for dig!
Skrevet d. 21/02-2016

Feriedagpenge

Feriedagpenge er en ydelse, man kan søge hos sin a-kasse, når man skal holde ferie. Den er henvendt til de medlemmer, der enten modtager dagpenge eller arbejder som lønmodtagere, men ikke har ret til ferie med løn eller feriegodtgørelse. Feriedagpenge må ej forveksles med almindelige feriepenge – almindelige feriepenge optjener man igennem den månedlige løn hos sin arbejdsgiver. Feriedagpenge derimod er en type af dagpenge, som man kan modtage, hvis man opfylder en række af betingelser. Disse betingelser er meget lig kravene for at modtage regulære dagpenge.

Betingelser for at modtage feriedagpenge:

  • Du skal være medlem af en a-kasse
  • Du skal have optjent retten til at modtage almindelige dagpenge
  • Du skal enten være ledig eller i arbejde – altså stå til rådighed for arbejdsmarkedet
  • Du skal have bopæl i Danmark eller i et EØS-land
  • Du skal have ophold i Danmark op til ferien
  • Du skal have afholdt ferie, du har optjent, hvis du eventuelt har været i ansættelsesforhold
  • Du skal afholde ferien – du må altså ikke modtage feriedagpenge og arbejde samtidigt

Opfylder du disse krav, kan du modtage feriedagpenge. Du optjener retten til ferie med feriedagpenge ud fra de ydelser, du har modtaget fra din a-kasse i det forgangne kalenderår (1. Januar – 31. December). Ydelsen kan derefter modtages i det kommende ferieår (1. Maj – 30. April). Som tommelfingerregel er feriedagpengesatsen den samme som den almindelige dagpengesats – dog med eventuelle reguleringer. Har man indenfor de seneste to år modtaget den højeste dagpengesats, er man også berettiget til denne sats på feriedagpenge. I 2016 er den maksimale dagpengesats på 836kr./dag. Har man ikke modtaget den højeste dagpengesats, er man berettiget til feriedagpenge efter dimittendsatsen (82% af højeste sats). I 2016 er den 686kr./dag.

Hvornår du ønsker at holde ferie og få udbetalt feriedagpenge, er som hovedregel op til den enkelte. Du skal dog huske at sende en ansøgning til a-kassen senest på feriens første dag. Sender du din ansøgning en måned før feriestart, kan du få feriedagpenge udbetalt en uge, før ferien begynder. Går du i ledighed, skal Jobcenteret vide senest 14 dage forinden, hvornår du holder din ferie. Hvis du ikke giver besked, vil Jobcenteret fortsat sende dig jobtilbud eller indkalde dig til samtale. Afslår man en indkaldelse, fordi man afholder ferie uden at have meddelt det til Jobcenteret, risikerer man at modtage op til 3 ugers karantæne. Har Jobcenteret indkaldt dig, inden du har givet besked om ferieafholdelse, er du stadig forpligtet til at deltage i enten møder eller aktivering.

Under selve ferien skal dit CV stadig være tilgængeligt for en eventuel arbejdsgiver. Derfor skal man også huske at bekræfte sin status som aktivt jobsøgende senest syv dage efter endt ferie.