Job - Dagpenge - Job: Jobsøgningen

Det er klart for de fleste, at dagpengemodtager er en midlertidig ”stilling”. At systemet er bygget op, så der trods alt er et sikkerhedsnet der fanger dig, hvis du pludselig befinder dig uden arbejde. Målet er dog, at du skal ud af systemet igen og ud på arbejdsmarkedet. Med mindre du er født under en heldig stjerne og kommer til uventede penge, vil dette ske gennem jobsøgning.

Som dagpengemodtager, er der krav til dig at du søger mindst to stillinger om ugen. Den ene skal være en fuldtidsstilling slået op af en virksomhed. Den anden kan være en anden form for jobsøgningsaktivitet, som det så fint kaldes. Det kan være hvis du sender uopfordrede ansøgninger, hvis trækker godt i dit netværk for at høre om du måske kender nogen, der kender nogen (der kender nogen). Det kan kort sagt være alt du kan gøre, for at komme i betragtning til et arbejde, så vær kreativ! Du skal dog holde dig for øje, at A-kasserne er forpligtet til at vurdere om det du foretager dig, tæller med som jobsøgningsaktiviteter. Det er altså bedst altid at være i dialog med A-kassen. Det kan variere en smule nøjagtig hvordan din A-kasse tolker loven, men det vil i det store hele være de samme krav der stilles, uanset hvilken A-kasse du er medlem af.

Du kan naturligvis ikke søge hvad som helst, og det er der heller ikke krav om. Søg stillinger som ligger indenfor dit faglige område og som du vil være i stand til at varetage. Vær forberedt på, at skulle søge geografisk bredt. Det vil for mange være optimalt at få en stilling i nærområdet, men bærer jobsøgningen ikke frugt, så skal du udvide din søgning. Dette skal ske både geografisk og fagligt. Der kan stilles krav om at du skal acceptere op til fire timers transport om dagen, for at komme til og fra arbejde. Dette kan naturligvis lyde hårdt, men selv hvis dette vil være tilfældet, kan en stilling muligvis lede til nye muligheder for dig. For ikke at glemme den økonomiske faktor i at være i arbejde kontra på dagpenge.

A-kassen skal, og vil, også hjælpe dig med kurser i finpudsning af CV, jobsøgningsteknikker og andet der kan hjælpe dig til at komme tilbage på arbejdsmarkedet. Så selvom ledighed sjældent er optimalt, står du ikke alene.

Når dit hårde arbejde på et tidspunkt bærer frugt, vil du blive tilbudt en stilling. Denne stilling skal du være klar til at starte i med så lidt som et døgns varsel. Dette dokumenterer du overfor din A-kasse, typisk med din ansættelseskontrakt. Herefter vil der ikke være krav om at komme til møder, men du skal stadig søge stillinger du kan være i, indtil din nye stillings starter. Herefter er det bare om at nyde at være tilbage i arbejde og vise at virksomheden traf det rigtige valg!

Til toppen