A-kasse priser - A-kassefinder
Vi gør det nemt og hurtigt at finde den helt rigtige a-kasse for dig!
Skrevet d. 04/01-2016

Har jeg ret til feriedagpenge?

Feriedagpenge – ja, hvad er det egentligt for en størrelse? Det er ret enkelt: Når du går på arbejde, så optjener du feriepenge. Når du er på dagpenge, så optjener du feriedagpenge. Reglerne er ens på mange måder: Et ferieår går fra den 1. maj til den 31. April. Du optjener feriedagpenge i året før.

Du kan bruge dine feriedagpenge på samme måde som almindelige dagpenge. Og det er ligegyldigt om du er ledig eller i job. Når du holder ferie får du ikke løn eller dagpenge – i stedet får du dine feriedagpenge udbetalt. Du kan også holde ferie med almindelige feriepenge, mens du er på dagpenge.

Der er dog en lille forskel, som ikke er helt ligegyldig: Du skal være dagpengeberettiget for at få udbetalt dine feriedagpenge. Så hvis du er tilbage i arbejde, men ikke er medlem af en a-kasse mere, så kan du ikke få udbetalt feriedagpenge. Endnu en god grund til et medlemskab af en a-kasse!

Man kan faktisk heller ikke få udbetalt feriedagpenge, hvis man har opbrugt sin dagpengeret, før man igen har optjent retten til dagpenge.

OBS: Det er vigtigt, at du husker, at give din a-kasse besked, når du holder ferie – gerne 14 dage før. Og husk, at du også skal give dit jobcenter besked.